Der er en utrolig sød Valentinsdagfunktion på forsiden af dagens Seattle Times.
Det er historien om den 84-årige Carl Buck, en pensioneret Boeing-ingeniør, og hans kone Joan, 74. Joan har MS og bor i et pensionat. Carl kunne ikke længere yde den hjælp, som Joan har brug for til sin MS, men han besøger hende to gange hver dag. De har en dyb kærlighed til hinanden.
Dette er ikke Carls første kærlighed eller Joans. Carls første kone døde i en alder af 39 år. År senere kunne Carl ikke ud fra sit sind hans attraktive tidligere nabo, Joan, en kvinde, der havde haft 10 børn. Han havde hørt Joan var enke. Han spores hende ned, og de var gift seks måneder senere. Han var klar over, at Joan MS var ved at gå videre. Ved deres bryllup hissede sine sønner hende i kørestolen op til alteret. Men det var ligegyldigt, og det spiller stadig ingen rolle mange år senere nu. Hver har handicap, uanset om det er fra MS for Joan eller aldring for dem begge. Men deres kærlighed er sundere end nogensinde.
Jeg græd da jeg læste denne historie. Jeg kunne ikke undgå at huske historier om mennesker med MS, hvor ægteskabene knuste. Ægtefællen kunne ikke tage det. Det sker også med kræftpatienter. Men andre gange giver kronisk sygdom os mulighed for at vokse nærmere.
Det er helt sikkert sket for 10 år siden, da jeg stammer ud for nyheden til Esther, at jeg havde leukæmi. Gennem alle de medicinske tests, gennem alle de yummy dage i chemo, var hun der for mig, og hun er stadig. Et billede, jeg altid husker, er efter den første kemosession på M. D. Anderson Cancer Center i Houston. Det startede omkring kl 6 med den forsigtige første infusion af Rituxan, et monoklonalt antistof, som din krop reagerer til første gang. Vi var på hospitalet i otte timer. Det var om fire om morgenen, da Esther skubbede mig i en kørestol over den tomme himmelbro til Rotary House-hotellet på tværs af gaden. Jeg følte mig elsket, og jeg har ingen anelse om, hvad jeg ville gøre uden hende i dag.
De af os med alvorlige sygdomme tager ikke kærlighed for givet, om det er givet eller modtaget. Det er så værdifuldt og gør livet værd at leve.
Jeg håber du også har en kærlighedshistorie, ligesom Carl og Joan, eller Esther og mig. Glad Valentinsdag og kan du have mange flere med en person, du elsker, og som elsker dig!
- Andrew
